Vegansk ”oste” quiche med karameliserede porrer og løg

Quiche er en fantastisk sommerret – smager skønt både varmt og koldt.
Denne lækre sommerlige opskrift er både vegansk og glutenfri, og er udviklet af bloggerne fra ”The Cook and Him”. Tærterne indeholder karamelliserede porre og rødløg, samt vegansk ost - og har en velsmagende og sprød skorpe af Hodmedods hestebønnemel.

Bemærk: Disse quiches er bedst at lave i små tærteforme med løs bund.

6 små quiches


Ingredienser:

Tærtedej:
250 g økologisk hestebønnemel
120 g mælkefrit smør
Knivspids salt
• 3-5 spsk koldt vand

Fyld:
80 g cashewnødder
1 porre, renset og skivet
1 rødløg
3 hvidløgsfed - skrællet og knust
2 kviste frisk rosmarin - kun nåle og grovhakket eller 1 tsk tørret rosmarin.
Lidt olivenolie
125 g økologisk gul ærtemel
2 spsk gærflager
500 ml usødet mandelmælk
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk salt
Lidt kværnet sort peber
100 g blød vegansk "ost"

Sådan gør du:

Start med opblødning af cashewnødderne. Læg dem i en ovnfast skål og hæld 2½ dl kogende vand over. Lad dem stå til i mindst en time (du kan også lad dem bløde op natten over!).

Imens cashewnødderne ligger i blød, kan du lave tærtedejen. Hæld hestebønnemel, salt og mælkefri smør i en stor skål og gnid ”smørret” mellem fingrene. Arbejd melet og smørret godt sammen. Tilsæt 3 spsk koldt vand og saml dejen. Hvis den er for tør, tilsættes mere vand - lidt ad gangen. Det er vigtigt at dejen kun forarbejdes med lette tryk, da overbehandling og overforarbejdning vil gøre den færdige tærte hård og tør! 
Når dejen er glat – overdækkes den med film og sættes i køleskabet i 30 minutter

Imens dejen hviler, hældes de skivede porrer, løg, hvidløg på en lille stegepande med en smule olivenolie. Sauter forsigtigt i 10-15 minutter, rør rundt til de er gyldne. Stil til side for at afkøle.

Efter dejen har hvilet i 30 minutter, pakkes den ud og rulles ud på en let melet overflade. Den skal rulles ret tyndt ud. Brug f.eks. en tallerken eller andet, der er noget større end dine tærteforme til at skære cirkler ud af dejen. Løft cirklerne over til dine tærteforme, og tryk forsigtigt med melede fingre dejen ned i formen.
Sæt tærteformene på en bakke (eller to) og sæt dem i fryseren i 30 min.
Forvarm ovnen til 200 °C.

Tag formene ud af fryseren og sæt dem i ovnen i 10 min.

Mens tærterne bager, laver du fyldet færdigt. Hæld de bløde cashewnødder og vand i en blender sammen med ærtemel, gærflager, mandelmælk, spidskommen, salt og peber. Mix indtil massen er jævn og hæld det derefter sammen med de sauterede grøntsager.

Tag tærteformene ud af ovnen og fordel blandingen jævnt mellem dem.
Tilsæt 3 små teskefulde ”ost” til hver tærte, og sæt dem tilbage i ovnen i yderligere 25 minutter, indtil de er fine gyldne.

Tærterne er lækre både varme fra ovnen og kolde den næste dag (eller to). De er også fine til at fryse – hvis du ønsker at lave lidt flere eller at kunne forberede dem i god tid.